Til min Moltke (Danish)
Sværdets Hvinen og Skraldet af Skiolde
Tvinger nogle til Sang, og din Vellyst,
Biarkemaalet og Nornernes Hilsen,
River der Aand i din brusende Virvel,
Krigerens Thor!
Naar det skummende Bæger kun blinker,
Smeltes andre som Riimfrost i Solen,
Minni flød fra de flammende Læber,
Brage skal altid med Saft af Odrærer
Blande der Miød.
Mange findes, hvis Aand kan ey modstaae
Brune Piger med svulmende Bryster,
I din Lund, o du Elskerens Freja,
Sukke de Velklang og slumre og aande
Brændende Lyst.
Mig — thi ofte har Dalenes Hyrder
Tause trængt sig i Kreds om min Harpe,
Naar de sittrende Strænge fortolkte
Sukkende Glæder, og Smilets og Taarens
Himmelske Sprog. -
Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov
Altid mægtig fortryllet, men aldrig
Fyldt med Sang; dine rødmende Druer,
Mosel, og Øresunds blussende Piger
Kryster jeg tavs.
Mig de cimbriske Halvguders Sanger,
Mig, o sødeste, svulmende Stolthed!
Mig som kiendes og elskes af Moltke,
Mig kan de venlige Dyder allene
Skabe til Skiald.
Stille, sølvgraae, som Maanen bag Regnskyer,
Klar, som Smiil, der fremspirer af Taarer,
Høi, (saa syntes den sittrende Amme)
Svævende Nornen, som fordum i Vuggen
Kyste mit Bryst.
»Føl,« saa sagde den svulmende Norne,
»Føl Algodhed og fredsomme Konger,
Jordens Venner, og Dydens og Konstens
Venner, og Armods medlidende Brødre;
Føl dem og syng!«
Derfor sang jeg om Støvets Forbarmer,
Derfor sang jeg om Cimbrernes Venner
Rolf og Balder og Christjan og Fredrik:
Alle som hørte min smeltende Harpe,
Smiilte og græd.
Derfor sang jeg indsvøbt i en Støvregn
Som Philet om Dannemarks Bernstorf;
Kierligt fulgte min Sang og mit Hierte
Cimbrernes Ven; — nu tilvinker Cheruben
Skialden et Smiil.
Derfor, smilende Dyders og frugtbar
Viisdoms flammende Ven, o Du Jordens
Elsker! Derfor, min ædelste Moltke
Fylder Du mægtig mit Bryst, og min Harpes
Sittrende Stræng.
1780 Uploaded by | P. T. |
Source of the quotation | http://www.kalliope.org |
|
Moltkénak (részlet) (Hungarian)
Pajzs csikorgása, kard suhogása
kényszerít dalra mást, s a Te kéjed,
Odin-szavu, s Nornák megsüvegeltje
húzza a lelket harci zsivajba
s zord hadi Thor!
Hogyha hars habbal csillan a kelyhük,
mások olvadnak - dér a napon - s láng
ajkakról csorg dal szent szerelemről:
sört a költészet kelyhibe akkor
Bragi kever.
Azt hiszik: nem áll ellen a lélek
lebbenő mellű barna leánynak;
szeretők őre, szent ligetedben,
Freya, sóhajtnak, s szúnyva lehelnek
lángörömet.
Engem hisz, hogyha cirpel a hárfám,
körbe sűrűinek völgyi juhászok,
hogyha harsantom rezge hurokkal
sóhajos jókedv, könny s kacagás gyöngy
égi szavát,
engemet harc-zaj, bor, szerelem csak
elbűvölt mindig, ám sose töltött
meg dallal, Mosel, szőlleid ékes bibora, -
s Øresund! csöndben öleltem
lányaidat;
félisten-zengő dalnokot, engem,
oh méz hullámban domborodó hév!
kit ismer Moltke és szeret: engem
költővé csak a társak erénye
ihlet-igáz.
Halk ezüstszürkén - fellegen át Hold -,
tisztán, mint mosoly csillan a könnyből,
fölrémlett: fönnen rezdül a Norna,
ki a bölcsőmben keblem apolta,
s lelket adott.
„Érezz - nézett rám nőve a Norna –
jóságot bárhol, béke-királyt és
erény-, művészet-, s föld-szeretőket,
résztvevő társát póri szegénynek,
s róla dalolj!”
Moltkénak - M. királyi kamarás karolta fel 1777-ben a költőt, támogatást szerzett neki az udvarnál
Odin, Thor, Bragi, Freya - skandináv istenek
Nornák - a skandináv mitológia párkái, sorsistennői
Mosel - a Saar folyó menti bortermő vidék
Øresund - tengerszoros Dánia és Svédország közt
Uploaded by | P. T. |
Source of the quotation | J. I. |
|